Ved gennemsyn af mange af de ældste kendte landkort, der blev fremstillet både i og udenfor Danmark står det hurtigt klart, at datidens kartografer har haft meget begrænset detailviden om flere landsdele - herunder ikke mindst Sjællands Odde. Når man dertil lægger at både opmålings-teknikker og koordinatsystemer jævnligt har udviklet sig over de sidste minimum 800 år, ja så kommer det næppe som en overraskelse, at den måde Odsherred og Odden blev præsenteret på var ret overfladisk og der blev ofte byttet lidt rundt på de geografiske placeringer af byer og fjorde m.m.
På flere af kortene fra 15-1600-tallet kan man end ikke få øje på Sjællands Odde, men kun en samlet landmasse nordvest for Holbæk med angivelse af de større byer Kalundborg og Nykøbing Sjælland, men på de fleste kort kan man lokalisere Overby (Odby). Bemærk også at tegnerne med skiftende held har fået placeret både Sejerø og Hesselø flere forskellige steder, og at Hesselø ofte vises som en endog meget stor ø - større end Sejerø. Det er desuden interessant at hæfte sig ved den detalje, at Klint førhen lå ude i havet, og at tilsandinger og odde-dannelser langsomt gjorde den landfast, hvorefter Klint Sø opstod inde bagved disse sammenvoksede landtanger.
Først med indsatsen fra Videnskabernes Selskab i 1770'erne og de efterfølgende udskiftninger, der fandt sted i slutningen af 1700-tallet, blev der for alvor skabt detaljerede kort over det meste af Danmark.
De gamle landkort nedenfor er fremfundet via David Rumseys store samling af kort og atlasser fra hele verden på http://www.davidrumsey.com/